Generelle råd om Thailand

Lidt om mig Og Lidt om priser i Thailand

Thailand er et vidunderligt land med en masse muligheder. Klatring, kanoture, jungle tracking, elefant tracking, etc. Nordthailand er den uspolerede del af Thailand. Turismen har ikke haft sit indtog på disse kanter endnu. MidtThailand er centrum for turismen. Og her specielt centreret omkring Bangkok, Pattaya og øerne Koh Samui, Koh Tao, Phuket, Phi Phi og Krabi.
Specielt i de senere år er Phuket ø og Phi Phi ø blevet eftertragtede steder for turismen. Phi Phi ø er øen hvor The Beach med Leonardo DiCaprio i hovedrollen blev optaget. Jeg var til stede da optagelserne stod på, og området blev lukket af for dykning i den periode. Alle undervands optagelserne er i øvrigt optaget af en af mine venner fra England som er bosat i Thailand. Han er erhvervsdykker og har et dykkercenter på Phuket ved stranden Patong.

En elefant på stranden Jeg boede selv i Patong, som er mekkaet for dykning i Thailand. I Patong alene er der ca. 52 dykkershops. I højsæsonen som er fra midt i november til midt i april, afgår der små 2000 dykkere fra Chalong bugt hver dag ud til de forskellige dykkesteder!

Når man skal vælge en af shopsene til at tage ud og dykke med, skal man først og fremmest kigge på om de er forsikret. Der er kun få af shopsene som er forsikrede så det er en god ide lige at checke det.

Jeg arbejdede selv for Aqua Adventurs ( de hed tidligere Nico's Dive Team ) som er en af de forsikrede shops. Det er i det daglige styret af Anna som er nordmand og som sætter sikkerheden i højsædet.

Ude og guide folk under vandet

Hvis man ikke har reserveret hotel, er der rig mulighed for det på stedet. Dog vil det i december og januar være en smule sværere at finde et sted at bo.

Patong er ikke specielt billig, men man kan finde steder at bo lidt ude for Patong centrum for omkring 50-100 kr. pr. nat. Det er dog stadig dyrt i forhold til resten af Thailand, hvor man kan finde små bungalower til 20-30 kr. pr. nat.

Der er masser af spændende Thai mad, og spiser man de rigtige steder er det en utrolig oplevelse for ganen. Man kan spise sig mæt for ca. 10-15 kr. Men der er masser af dyre restauranter som serverer europæisk mad og service hvis man er til det. Men hvad er formålet med en rejse til Thailand hvis man ikke prøver lidt af deres kultur/mad!

Ca. 80 % af thailænderne er buddhister, og de er meget troende. Det betyder bl.a. at man kan færdes relativ sikkert i hele Thailand, da det jo er mod deres religion at stjæle.

De prøver nu altid at sælge ting til overpris, som må siges at være deres "lovlige" måde at stjæle fra turisterne på. Man skal altid "prutte" om prisen og aldrig acceptere en pris ved første øjekast. I de "rigtige" butikker er prisen dog fast.

Visum gælder normalt i 2 måneder, men man kan "købe" sig til en ekstra måned hos turistpolitiet. Derefter skal man ud af landet for at søge om endnu 2 måneders forlængelse. Det kan gøres med en hurtig bustur til den malaysiske grænse. Det tager ca. 24 timer frem og tilbage, og så har man ekstra 2 måneders visum.

En Longtail båd ved solnedgang

Skriv dine kommentar her!

Tilbage til toppen af siden